Se hvad du kan spare ved at skifte til en varmepumpe

5 stjerner på Google
5 stjerner på Facebook
BLOG

Reducer din elpris

Skrevet d. 12. januar 2021

af Lasse Damgaard

Reducer din elpris

Når du får installeret en varmepumpe, er det en selvfølgelighed, at dit elforbrug vil stige væsentligt. En helt almindelig familie – to voksne, to børn – der bor på 130 m², vil mere end fordoble deres elforbrug. Det betyder dog heldigvis ikke, at eludgiften bliver fordoblet, pga. elvarmeafgiften.

Fordi dit forbrug stiger, kan det være en god idé at indhente tilbud på din “rene” elpris. Det er den del af din elregning, der normalt hedder “betaling for el”, og som du selv har indflydelse på gennem valget af elleverandør.

Vi har her samlet en række links, vi mener, du bør kende til som varmepumpeejer. Det skal for en god ordens skyld siges, at Amalo ikke har nogen aktie i, hvilken elleverandør du vælger. Listen skal udelukkende ses som vores bedste bud på at få en lavere elpris.

Elpris.dk

Elpris.dk er Forsyningstilsynets egen prissammenligningsplatform, hvor du kan slå din adresse op og finde de bedste tilbud fra et væld af elleverandører. Husk at læse det med småt, før du vælger et tilbud. Ved nogle af leverandørerne er der et loft på, hvor meget el du må forbruge til den angivne pris.

Samtidig er flere af tilbuddene tidsbegrænsede – ofte op til 6 måneder. Men hvis du har disciplinen til at genforhandle din elaftale, hver gang den gamle er ved at udløbe, kan det være den bedste strategi.

Find din leverandør på Elpris.dk, hvis du gerne vil have den fulde sammenligning af leverandører og evt. er klar på at shoppe rundt hvert halve år

Elforbundet

Hvis du er mere tryg ved en fast elpris, er Elforbundet et rigtigt godt bud.

De er ikke selv elleverandører, men forhandler i stedet din elaftale hvert år med de elselskaber, der vil være med i budrunden. Fordi de har samlet omkring 23.000 medlemmer, er de i stand til at få forhandlet nogle særdeles lave kWh-priser på vegne af deres medlemmer.

Så vidt vi ved, er det gratis at melde sig ind i Elforbundet. I skrivende stund ligger deres faste elpris på 18,75 øre/kWh.

Vælg Elforbundet, hvis du gerne vil have en billig fast elpris

Hvor meget er der egentlig at spare?

I gennemsnit betaler de fleste 40,85 øre/kWh - ekskl. moms - for den rene elpris (baseret på en gennemsnits elpris på 2,15 kr./kWh, hvoraf den rene el fylder ca. 19 %). For at have en fast pris at sammenligne med bruger vi den pris, Elforbundet p.t. tilbyder - 15 øre/kWh.

Når transportafgiften til elnetselskabet (39,50 øre/kWh – landsgennemsnit) og elafgiften (0,8 øre/kWh - elvarmeafgift) bliver lagt til, ser priserne således ud inklusive moms:

Gennemsnitspris
1,01 kr./kWh

Billigste elpris
0,69 kr./kWh

Det kan virke småt, når det handler om at spare f.eks. 20-30 øre/kWh – specielt når kWh-prisen allerede er nede omkring 1 krone. Men afhængigt af, hvor meget strøm du bruger, kan det blive en virkelig stor besparelse på et år.

Lad os tage vores gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn, der bor på 130 m². Lad os også tage med i ligningen, at de kan have en elbil. På den baggrund ser deres årlige forbrug således ud:

  • Forbrugsel (TV, lys, vaskemaskine): 4.450 kWh
  • Varme: 5.170 kWh
  • Kørsel: 2.069 kWh (12.000 km)

Lad os se, hvad forskellen er på at have en “ren” elpris på ca. 40 øre/kWh (landsgennemsnittet) og en elpris på niveau med Elforbundets (for sammenligningens skyld tager vi udgangspunkt i en fast elpris), når man ser på hele årets forbrug.

I dette scenarie kan familien altså spare næsten 4.000 kr. om året ved at have den billige elpris i stedet for gennemsnitselprisen.

Hvis du undrer dig over, hvorfor forbrugsel fylder så meget i det samlede regnskab, er det, fordi den billige elvarmeafgift først træder i kraft efter 4.000 kWh forbrug pr. år. Da familien bruger 4.450 kWh til forbrugsel, er store dele af denne udgift med den fulde elafgift (90 øre/kWh).

Hvis dette blogindlæg om elpriser har givet dig blod på tanden ift. en mulig varmepumpeinvestering, kan du få et ganske uforpligtende tilbud ved at indtaste din adresse øverst på siden her og svare på 7 simple spørgsmål.